Årets værtsby
 

Haderslev – En musikalsk højborg

Årets LMS Showcase afholdes i Haderslev – læs her, hvorfor den musikalske by er et besøg værd.

For enden af den maleriske Haderslev Fjord ligger byen Haderslev, en smuk gammel købstad. Byen er en af de vigtigste i Sønderjylland og favner både fortid og fremtid og bærer kulturen ved hjertet – og musikken i det.

I Haderslevs historiske bymidte med de brolagte gader finder man huse og bygninger helt tilbage til 1400-tallet. Her ligger også Haderslev Domkirke, hvor Christian den 3. påbegyndte reformationen i Danmark i 1526.
Domkirken er i dag hjem for Haderslev Sangakademi, en institution i byen, som viderefører den stolte sønderjyske kortradition på et højt plan. Sangtalenter fra nær og fjern mødes på akademiet, der er med til at udvikle og uddanne nogle af Danmarks fremtidigt bedste sangere.

Skulle man komme omkring Haderslev op til en weekend, vil man kunne opleve det Slesvigske Musikkorps’ fredagsparade. Blæserkorpset er et en del af forsvaret og en af Haderslevs stoltheder, der holder til i det Slesvigske Musikhus.

Midt i Haderslev kan man tage sig en hyggelig gåtur ad Haderslevs nyanlagte supercykelsti, som går gennem byens centrum og fører ned i havneområdet, som er i gang med en større revitalisering, hvor boliger, erhvervsudvikling og arkitektoniske specialiteter som den bemærkelsesværdige skatepark StreetDome skyder op.

Udover de allerede nævnte musikalske flagskibe byder Haderslev også på den årlige Kløften Festival, som gennem snart 40 år har udviklet sig til en institution på den danske musikfestivalscene. Endelige har Haderslev Musikskole de sidste par år vist sig som en innovativ og visionær samarbejdspartner for kommunen og skolerne, og er med til at sætte musikken på dagsordenen for kommunens borgere allerede fra barnsben.

Musikalske Haderslev byder velkommen!

Fakta om værtskommunen

Haderslev har:

  • 21.973 indbyggere i selve byen Haderslev
  • 55.963 indbyggere i den samlede Haderslev Kommune

Udover de i artiklen nævnte seværdigheder byder kommunen på:
  • Gram Slot og Museum Sønderjylland i Gram
  • Turbådene på Haderslev Dam
  • Slesvigske Vognsamling i Haderslev
  • Brummers Gaard og andre slægtsgårde på den gamle smuglerstation Årø i Lillebælt
  • Spillestedet Banehuset, som præsenterer nyere rock og pop, og Café Ellegaard, som præsenterer folkemusik af højeste kvalitet. Begge er placeret i Sommersted.

Haderslev Kommune er også hjemsted for bl.a.:
  • SønderjyskE Fodbold (DM-sølv 2016)
  • SønderjyskE Ishockey (Danmarksmestre 2013, 2014, 2015)
  • Vojens Speedway Center