Horsens
 

To værtskommuner

I 2019 vil LMS Musikfestival for første gang nogensinde blive afholdt i to kommuner.

For gæsterne betyder det besøg i to skønne værtsbyer, nemlig Horsens og Odder, og for festivalen betyder det et historisk stort antal børn på publikumspladserne, idet mere end 14.000 skoleelever fra de to kommuner vil deltage.

Rent praktisk vil festivalens første to dage, der blandt andet byder på åbning, international YAMsession og festmiddag, foregå i Horsens, mens Odder snupper den sidste dag, der udover skolekoncerter også byder på familiekoncertfestival og fælles afslutning.

Der vil være overnatning i begge byer, men uanset om man får hotel i Odder eller Horsens, vil der være bustransport til festivalens koncerter – så kan man få snakket, planlagt dagen eller sovet lidt ekstra, hvis festmiddagen blev lidt for festlig.

Velkommen til Horsens Kommune

Horsens er en levende kommune med et sprudlende kulturliv, der byder på kultur 365 dage om året med alt lige fra små intime og unikke oplevelser til de store brag.

Horsens har gennem årene taget imod tusindvis af glade koncert-, event- og idrætspublikummer, og byen har appetit på mere.

Oplevelsesbyen Horsens er også en festivalby, som i løbet af året præsenterer en lang række kulturelle festivaler med forskellige temaer – bl.a. børneteater, krimi-litteratur, tegning og blues. Den største festival er Europæisk Middelalder Festival, der hvert år i august tiltrækker mange tusinde besøgende.

I 2019 glæder Horsens sig til at byde alle kommunens skolebørn velkommen på LMS Musikfestival.

Kulturhuse og museer
Inden døre byder Horsens Kommune på en række spændende kulturhuse, spillesteder og museer som Horsens Ny Teater, Kulisselageret, Danmarks Industrimuseum eller Fængselsmuseet, for bare at nævne et par stykker. FÆNGSLET står som et fyrtårn over byen og huser et væld af kulturoplevelser året rundt.

En kommune for børn og unge
Med intentionen om at være en oplevelsesby byder hverdagen i Horsens kommune også på masser af aktiviteter og oplevelser. Aktiviteter for og med børn og unge er en central del af kulturlivet i Horsens. Mange af disse er centreret omkring Kulturstationen, der bl.a. huser fire kulturskoler med værksteder, små scener og aktiviteter året rundt.

I 2018 blev Horsens kommune for anden gang i træk nomineret til Årets Ungdomskommune af Dansk Ungdoms Fællesråd. Det brugerstyrede ungdomshus, Det Gule Pakhus, Ungdomsskolen og byens Kulturskoler var nogle af grundene til nomineringen.

En folkeskole for alle
I Horsens Kommune vil vi tilbyde en bred og varieret undervisning, hvor skolerne både skal prioritere boglige, praktiske, musiske og kreative fag.

Musikskolen samarbejder med en række af kommunens skoler om at understøtte og skabe musikmiljøet på den enkelte skole. Det sker på mange forskellige måder – lige fra kompagnonmodeller, hvor forskellige faggrupper gennemfører musiktimer sammen, valgfagsundervisning inde på musikskolen, førskoleprojekter, instrumentundervisning mm.
Overordnet hedder samarbejdet mellem folkeskoler og Musikskolen i Horsens ”Musik Til Alle”.

Kulturbyen Horsens

LMS Musikfestival 2019 vil foregå i Horsens by, som er fuld af liv, ikke mindst på kultur-fronten. Se bare her et lille udvalg af byens spændende spillesteder.

Forum Horsens
FÆNGSLET
Kulturstationen - Horsens Musikskole, Billedskole, Balletskole og Komediehus
Horsens Ny Teater