Odder
 

To værtskommuner

I 2019 vil LMS Musikfestival for første gang nogensinde blive afholdt i to kommuner.

For gæsterne betyder det besøg i to skønne værtsbyer, nemlig Horsens og Odder, og for festivalen betyder det et historisk stort antal børn på publikumspladserne, idet mere end 14.000 skoleelever fra de to kommuner vil deltage.

Rent praktisk vil festivalens første to dage, der blandt andet byder på åbning, international YAMsession og festmiddag, foregå i Horsens, mens Odder snupper den sidste dag, der udover skolekoncerter også byder på familiekoncertfestival og fælles afslutning.

Der vil være overnatning i begge byer, men uanset om man får hotel i Odder eller Horsens, vil der være bustransport til festivalens koncerter – så kan man få snakket, planlagt dagen eller sovet lidt ekstra, hvis festmiddagen blev lidt for festlig.

Odder Kommune – her vokser kulturen

Det syder og bobler i Odder Kommune i disse år. Nye spillesteder bliver prøvet af, talenter bliver udviklet, borgere og politikere samskaber på nye måder og skoleelever og kulturaktører går sammen om spændende projekter.

Der er fuld gang i vækstlaget inden for kultur i Odder Kommune, og der bliver eksperimenteret som aldrig før. Derfor er vi også glade for, at vi i år skal være værter for LMS Musikfestival 2019.

Vi er særligt stolte af, at vi er værter sammen med vores gode naboer i Horsens Kommune. Samarbejdet er en del af vores DNA og selv om der kun er knap 23.000 indbyggere i Odder Kommune, føler vi os på ingen måde små.

Odder Kommune ligger i et smørhul mellem Horsens, Aarhus og Skanderborg, og vi nyder både de lokale og nære kulturtilbud og naboernes festivaller og store koncerter.

Vi har noget af det smukkeste natur, der findes i Østjylland. Fra det hvide sand ved Saksild Strand til de grønne skove og bølgende marker. Et opland med masser af gårdbutikker, dygtige kunsthåndværkere og levende landsbyer.

Odder Musikskole er et samlingspunkt for alle kommunens børn og unge, der elsker musik. Mange lærer at spille på deres første instrument på skolen, hvor de finder tid til fordybelse og masser af inspiration. Det er musikskolens mål at give børnene en livslang, aktiv deltagelse i musikkens verden.
Når børnene bliver ældre, har musikskolen flere spændende orkestre, hvor de unge kan udleve kærligheden til musikkens mange former. Og hele byen kan være med, når musikskolen holder koncerter med masser af livsglæde.

I Odder Kommune er der også en voksende underskov af talenter, der finder nye scener at spille på. Det tidligere sygehus, der nu hedder VitaPark, sprudler af talent og rytmer, når der holdes koncerter med små og store navne. Det er også her, der bliver holdt ”KøkkenKoncerter”, hvor sangskrivere fra hele landet får mulighed for at spille deres egne sange.

Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvor man kan holde en koncert i Odder Kommune. De seneste år er alt fra et tidligere jernbaneværksted til halmlader og forsamlingshuse i hyggelige landsbyer blevet omdannet til spillesteder af kulturens mange ildsjæle, der trives i Odder Kommune.

Vi glæder os til at være værter for LMS sammen med Horsens Kommune, og vi garanterer, at det ikke bliver kedeligt.

Odder kan det hele

Odder Kommune – med mottoet "Det er da ret OK" – byder på både kultur, natur og optur.
Til LMS Musikfestival 2019 vil byen være vært for festivalens sidste dag, torsdag den 3. oktober.